mandag den 7. august 2017

4. gang var lykkens gang...

Efter at have besøgt min farmor og farfar på kirkegården i Overlade, så gik turen ned til broen over åen ved Hyllebjerg. De stedkendte ved nok, hvilken å der så er tale om, men for de der ikke er stærke udi geografien i Vesthimmerland, så kan jeg fortælle at dagens tur gik til Trend Å.
Ifølge vejrudsigten skulle det regne det meste af eftermiddagen i området, og jeg startede da også fiskeriet i let regn. Allerede efter 10 minutters fiskeri i den første åbning mellem træerne, så jeg den første fisk. I det klare vand kunne jeg se fisken komme op og lave en kolbøtte bag fluen, uden at jeg mærkede noget til den.

Trend Å nedstrøms Hyllebjerg Bro.
 Jeg fiskede videre ned langs åen, hvor alle mulige og umulige standpladser blev prøvet. Der var vel gået en times tid, da fluen svingede fra lavt vand ud over en grødekant. Fisken der stod her var ikke i bidehumør, men jeg så den, da den blev skræmt og tog flugten nedstrøms. 10 minutter senere blev fisken ikke skræmt, men kom op bag fluen og lavede en kæmpe trykbølge. Jeg mærkede ikke fisken, så jeg stoppede trækket i fluen og lod den drive nedstrøms. Lige da jeg trak i fluen igen var der hug. Fisken rullede et par gange og slap fri af krogen.
Det var tid for en pause. Mens jeg fik lidt chokolade og sodavand, tænkte jeg det var tid at skifte flue til en mindre størrelse. Fiskene var åbenbart ikke helt trygge ved den store flue, jeg havde valgt til at starte med. Valget faldt på en juletræsflue på en str. 8 krog.

Havørred 55 cm.
 Inden længe var jeg ved et indbydende sving, og jeg nåede kun lige at tænke, at her måtte der være fisk, så kom hugget. Denne gang hårdt og kontant, og jeg så heller ikke fisken inden den huggede. Den nye taktik virkede, men om fisken også havde taget den store flue, finder jeg aldrig ud af.

Grønhovedet Juletræ.
 Efter at have slæbt fisken tilbage til bilen, fiskede jeg kun kortvarigt opstrøms Hyllebjerg Bro, mest for at se, hvordan her så ud. Fiskelysten var mættet, altså for i dag. Tak til Trend Å, vi ses igen til næste år.

Ingen kommentarer: